Vision

Vision

“Løvspring er fællesskab, natur og omgivelser i bevægelse.

Vi inspirerer og udvikler til leg og læring for livet.”

I Løvspring driver fællesskabet os, og vi driver fællesskabet. Det er fællesskab med børn, medarbejdere, forældre, bestyrelse, højskolen og det omgivende samfund. Fællesskabet i Løvspring er dynamisk, givende og forpligtende, og vores tilgang til fælles projekter bygger på ansvar, frivillighed og anerkendende kommunikation.

Natur og udeliv er en selvfølgelig del af hverdagen. Vi bruger mest muligt tid i den fantastiske natur, som er lige udenfor døren med skov, sø, bakker og stier.

Løvsprings fysiske omgivelser er unikke. Placeringen på Gymnastik- og Idrætshøjskolen ved Viborg giver mulighed for oplevelser i svømmehal, springsal, idrætshal og spændende udendørs faciliteter, som ikke findes andre steder i verden. Synergi med højskolen giver de perfekte rammer og gør os til en del af højskolelivet med dets smittende kultur, ånd og energi.

Bevægelse står centralt i Løvsprings virke. En sund og aktiv hverdag er målet hver dag, hvor krop og sind bevæges gennem idræt, leg og udfordringer. På samme tid er vi en institution i bevægelse. Vi inspirerer hinanden og vores omgivelser, og vi udvikler hele tiden, så vi er nytænkende og på forkant fagligt, organisatorisk og socialt.

Leg og læring er vores mål og motivation. Det er det, vi er allerbedst til, og det vi elsker mest.

I Løvspring leger, lærer, bevæger, inspirerer og udvikler vi os for livet. Børnenes tid i Løvspring har afgørende betydning for deres fremtid som verdensborgere og hele mennesker. Derfor er Løvspring præget af livsbekræftende engagement, initiativ og fornemmelse for vores fælles vision.